Egå Ungdoms-Højskole rækker ud efter lokalsamfundet

I samarbejde med andre friskoler afholder Egå Ungdoms-Højskole Syng, spis og snak. Det er en aften, hvor højskolen inviterer lokalsamfundet indenfor, hvor man kan – du gættede det – synge, spise og snakke. Det er en mulighed for at lære andre i lokalsamfundet bedre at kende.

En fyldt spisesal på Egå Ungdoms-Højskole den 3. oktober, hvor der blev afholdt Syng, spis og snak.

Af Emily Holland-Fischer, 30252@30252

Spisesalen er pakket med glade mennesker. Folk er ved at finde en plads og hænger deres jakker henover de lyse træstole. De hilser på dem, de kender og nikker til dem, de endnu ikke har snakket med. De lange træborde står tæt op ad hinanden i mange rækker. Duften fra køkkenet afslører, at der er boller i karry på menuen.

Folk er mødt op til Syng, spis og snak på Egå Ungdoms-Højskole.
Peter Wang er forstander på højskolen og har brugt dagen på at forberede arrangementet. Han er glad for at have muligheden for at kunne vise højskolen frem for lokalsamfundet.

”Det er rart for os at vise lokalsamfundet, at vi ikke er nogen baryler, og vi faktisk rigtig gerne vil samværet,” fortæller Peter.

Syng, spis og snak er et fællessangsprojekt, som de frie skoler, efterskoler og højskoler, står bag. 60 frie skoler holder hvert år på tværs af landet disse arrangementer, hvor folk er inviteret til fællesspisning, kulturmøder og fællessang.

Tilbage i den varme spisesal har folk fundet deres pladser. Næsten alle stole er i brug. Peter ringer på en klokke for at få folks opmærksomhed. Rummet, der lige før var fyldt med larm fra forskellige samtaler, er nu helt stille. Alle har rettet deres blik mod forstanderen. Han byder folk velkommen med et smil og fortæller, hvordan aftenen kommer til at gå.

Fællessang er vigtig fællessang

To af dem, der har valgt at bruge deres aften på Egå Ungdoms-Højskole er Kiddy og Arafa El Kholy. De har boet i Egå i seks år og har ikke besøgt skolen før. De har altid været interesserede i, hvad der gemmer sig bag murene.

”Jeg går forbi skolen hver dag, og jeg har altid gerne ville lære eleverne og lærerne at kende og finde ud af, hvordan deres hverdag ser ud,” fortæller Arafa.

Efter folk har spist, bliver højskolesangbøgerne delt ud, og den første sang er ’Visen om de atten svaner”. Alle synger med, mens klaveret spiller.

”Det er hyggeligt at synge sammen, og jeg vil gerne blive bedre til det,” siger Kiddy.

Peter Wang kan ikke se andet end positive ting ved arrangementet. Han forklarer, at højskolen gerne vil åbne dørene for dem, der har lyst til fællesskabet. Han mener også, at fællessang er vigtigt og skaber et bedre sammenhold:

”Hvis du kan synge sammen, kan du finde ud af at være sammen.”

Margarethe Mansperger har også valgt at bruge sin aften på Egå Ungdoms-Højskole. Det har hun gjort mange gange før. Hun forklarer, at hun godt kan lide at møde sine venner fra lokalsamfundet, men også at møde nye mennesker og lære dem at kende. Margarethe er også glad for at synge samme med andre.

”Jeg glædes ved at synge med andre og den tillid, der opstår under sang,” fortæller hun.

Et fællesskab for alle

Som gæst kan man vælge at få en rundvisning af eleverne inden aftensmaden, og mange vælger at tage imod tilbuddet, heriblandt Arafa El Kholy. Han bliver vist rundt af to elever, som viser de forskellige lokaler, der gemmer sig rundt omkring på skolen. Arafa er overrasket over, hvor stor skolen er, og hvor mange forskellige aktiviteter eleverne har mulighed for at være med til.

Eleverne synes også, det er spændende at vise deres højskole frem. En af dem, der viser rundt, er Nanna Pedersen, og hun synes, det er dejligt, at folk fra Egå interesserer sig for fællesskabet og for højskolen.

”Det er spændende at vise dem rundt, og de spurgte også meget ind til, hvordan stemningen er her på skolen,” fortæller hun.

Nanna er sammen med to af sine veninder Laura Dahl og Mathilde Mikkelsen også med til at synge sammen med de besøgende fra lokalsamfundet. De er alle enige om, at det er dejligt, at folk fra Egå gerne vil besøge deres højskole for at være sammen med hinanden.

”Det er hyggeligt, at folk heromkring er nysgerrige på, hvad vi laver her på højskolen og gerne vil være en del af det, vi laver,” fortæller Mathilde.

Peter Wang forklarer, at højskolen får mere igen, end de giver.

”Og så kan det jo være, at der kommer nogen, som ellers ikke havde noget at lave. Den tanke kan jeg også godt lide.”

Til slut på aftenen præsenterer Peter en sang, som er hans yndlings, men også mange af elevernes. ’Fortabt er jeg stadig’ af Stine Pilgaard. Laura, Mathilde og Nanna spiller klaver og synger for. Det er en forholdsvis ny højskolesang, og det er ikke alle fra lokalsamfundet, der kender den, men med hjælp fra pigerne får sangen lidt mere kraft for hvert vers de synger.

En succesfuld aften

Aftenen er ved at være slut. Folk har spist sammen, lært hinanden at kende og sunget mange højskolesange.

For Kiddy og Arafa El Kholy har aftenen været en succes. De har lært mange fra Egå at kende og blevet tilbudt at komme med i byens kor.

”Jeg vil gerne komme igen næste gang, højskolen holder arrangementet, hvis de altså inviterer os,” siger Arafa med et stort smil og blinker.

De besøgende går gennem højskolens døre og ud til vejen. Kiddy og Arafa har siddet sammen med Margarethe Mansperger hele aftenen. De har ikke snakket sammen før i dag, men efter arrangementet følges de hjem ad stien.