Flere gange om ugen skal nyresvigtspatienter i dialyse for at holde sig i live. En af dem er Jane Jøhnke. Hun kæmper for at slippe væk fra det, men der er kun en udvej.

Af Emily Holland-Fischer

”Av for helvede, Lone,” udbryder Jane Jøhnke til sygeplejersken.

En nål bryder gennem huden på Janes højre overarm, som i forvejen er blå og grøn fra mange ugers stik. Sygeplejersken finder en anden nål frem, som hun stikker i underarmen. Jane trækker vejret ind gennem tænderne og klemmer øjenene hårdt sammen.

Hun er nu gennem slanger koblet til en maskine, som er livsnødvendig for hende.

I 2022 var der 2655 dialysepatienter, som flere gange om ugen får renset deres blod, fordi deres egen nyre ikke længere er i stand til det. En af dem er Jane Jøhnke. Hun går i dialyse tirsdag, torsdag og søndag hver uge. Det varer tre og en halv time hver gang.

Transplantation er eneste udvej
I venteværelset på Aarhus Universitetshospital sidder Jane og venter tålmodigt på, at det bliver hendes tur. Hendes ventenummer dukker op på skærmen, som hænger over en automatisk dør. Jane går gennem døren, der åbner op for en gang med forskellige dialysestuer og kontorer.

Hun går målrettet hen til enden, hvor der står en vægt. Hun tager et kort fra en hylde på væggen og scanner sig ind på vægten. Tallet lyser op og viser 106 kilo. Jane skuler mod det.

”Det var ikke lige det, jeg havde håbet på,” siger hun og træder ned fra vægten igen.

Jane vil gerne have en nyretransplantation, da det er den eneste udvej fra dialysen. Men før lægen vil undersøge, om det er muligt, skal hun veje under 100 kilo.

Der er mange krav til en nyretransplantation, og et af dem er, at man udover sin nyresvigt skal være sund og rask. I Janes tilfælde betyder det, at hun skal tabe sig. Det har hun kæmpet med siden hun startede i dialyse i maj 2022. Hun forsøger at holde sig fra de søde sager og motionerer, men i sær det sidste er en udfordring, da hun på grund af sin nyresvigt konstant er udmattet.

Den sjoveste sygeplejerske
Hun træder ned fra vægten og går ind på stue 209. Der står fem senge og fem dialysemaskiner, som konstant summer, mens blodet kører rundt i slangerne. Lugten af desinfektionsmidler og rengøringsprodukter omringer en. Væggene er hvide og tomme. Der er ikke et eneste billede på væggen, som man kan kigge på.

”Hvorfor kan de ikke hænge noget op?” hvisker Jane og sænker hovedet lidt.

Da hun ser, at det er sygeplejersken Lone, der er på arbejde i dag, lyser hendes ansigt op i et smil.

”Lone er en af de sjoveste sygeplejersker,” fortæller Jane ivrigt.

Med sit grå hår i en løstsiddende hestehale og en hvid sygeplejerskekjole kommer Lone gående mod Jane med et smil og åbne arme. Jane er blevet mere tryg i løbet af sin tid på dialysegangen, og Lone er en af de sygeplejersker, der gør behandlingen nemmere.

”Du kommer da ikke krybende langs panelerne mere,” siger Lone med en høj og tydelig stemme.

”Nej, men du ved jo ikke, hvad jeg tænker,” siger Jane, mens hun tager sin sorte, lange jakke af og en rød, leopardprintet trøje kommer til syne.

Hendes sorte briller dugger efter at have gået det lille stykke i regnvejr fra bilen til sygehuset, og regndråberne sidder stadig fast i hendes korte, sorte hår.

Med lidt besvær rykker sygeplejersken i det store apparat, så slangerne kan nå hen til Jane. Hun trykker med fast hånd på dialysemaskinens kontrolpanel. Alt imens de konstant snakker om deres børnebørn, onlineshopping og sygeplejerskens rejser.

”Du skal være stille, mens jeg måler dit blodtryk. Kan det lade sig gøre så længe?”

Jane smiler stort og giver blodtryksapparatet lov til at arbejde i fred. Hun er nu tilkoblet dialysemaskinen og skal ligge stille i sygesengen, indtil det for længst er blevet mørkt udenfor.

Livsnødvendig behandling
Nedtællingen på kontrolpanelet viser, at der er tre timer tilbage. To flade, runde diske drejer konstant rundt. Her strømmer Janes blod igennem. Der er et netværk af slanger og rør, der er forbundet til maskinens krop. Slangerne transporterer blodet fra Jane til maskinen og tilbage igen efter blodet er filtreret.

Imens læser Jane, at det kun er 20 procent af de kroniske dialysepatienter, der får en nyretransplantation.

”Det er ikke mange,” sukker hun og rynken i midten af hendes pande bliver tydeligere.

Jane vil gerne være blandt de 20 procent. Hun kan ikke lide at være i dialyse. Efter hver gang har Jane det som om, hun har løbet et halvmaraton. Det gør, at hun ikke kan arbejde lige så meget på Aarhus BSS som koordinator, som hun egentlig gerne vil. Men hun er også godt klar over, at dialysen holder hende i live.

”Hvis jeg går i 14 dage uden dialyse, så dør jeg af hjertestop”

Det gode selskab
Nedtælleren viser, at der er halvanden time tilbage. Udover lyden af dialysemaskiner, der arbejder på højtryk, er der stille på stuen. Men så kommer en anden dialysepatient ind, og Jane lyser op.

”Hej Jørgen! Vi skal have kalkunschnitzel i dag.”

Jørgen Skaarup Jensen har åbnet døren til stuen.

”Det lyder ikke værst,” siger han, mens hans finder småkager frem, som han deler ud til Jane og en anden patient.

Det vigtigste for Jane er at snakke med nogen, mens hun er dialyse. Det er ikke alle dialysepatienter, der har lyst til det, men Jørgen er altid klar på en snak.

Han går i dialyse seks gange om ugen. Mens sygeplejersken Lone hjælper ham med maskinen fortæller hun tydeligt, at sygehuset skal spare, og det kan være, at nyresvigtpatienter kun må komme i dialyse tre gange om ugen.

”Så vil jeg hellere aflives, for restriktioner hører ikke til oppe i mit hoved,” siger Jørgen bestemt.

Jane bryder ud i en høj latter, og hendes øjne forsvinder bag kinderne.

”Jeg synes ikke, du skal aflives, så bliver det kedeligt at komme her.”