Kvinde tiltalt for ulovlig kørsel begået for fire år siden

En kvinde en tiltalt for, at hun i oktober 2018 kører for hurtigt og foretager en ulovlig overhaling på Fynske Motorvej.

Af Emily Holland-Fischer, 30252@dmjx.dk

Der er stille i retslokalet i Aarhus Byret. Den tiltalte kommer ind i retslokalet og kigger sig undrende omkring på de mange fremmødte. Hun sætter sig i stolen ved siden af sin advokat og kigger ned i gulvet.

Alle rejser sig op, da dommeren kommer ind i lokalet. Vidnet i retssagen er en politibetjent, som ikke kan være til stede i byretten. Der er skal derfor teknisk assistance til, så betjenten kan være med over videochat.

Ulovlig overhaling for fire år siden  

Retssagen handler om en hændelse, der skete tilbage i oktober 2018. Anklager beder vidnet om at beskrive, hvad der skete på Fynske Motorvej for fire år siden.

Den 30. oktober 2018 var politibetjenten ude at køre patrulje i en civil politibil. I overhalingsbanen kørte en BMW ifølge politibetjenten aggressivt forbi og lagde sig tæt bag den forankørende bil. BMW’en overhalede højre om i høj fart. Politibetjenten kørte efter bilen, men blev fanget bag nogle andre køretøjer. Da politibilen nåede frem til BMW’en havde den sænket hastigheden til den lovlige grænse. Betjenten gav sig til kende, og de kørte af ved en afkørsel.

Tilbage i retssalen kigger tiltalte stadig ned i gulvet med armene over kors og ryster på hovedet af vidnets forklaring.

Ved afkørslen stoppede BMW’en, og betjenten fandt den tiltalte bag rattet. I bilen sad der også to mænd. Kvinden gik med over i politibilen, hvor hun så videoen af den ulovlige kørsel. I mellemtiden hoppede en af mændene i BMW’en ud og råbte noget på et sprog, som betjenten ikke forstod, og løb væk. Kvinden forklarede, at det ikke var hende, der havde kørt bilen, da der blev foretaget en ulovlig overhaling, men at det var ham, der netop var løbet væk.

Et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

I retssalen lægger anklager vægt på, at tiltalte har ændret forklaring. Hun har tidligere forklaret, at hun samlede mændene op og skulle køre dem til København, og efterfølgende har hun fortalt, at det var hende, der blev samlet op af dem.

Anklager lægger også vægt på, at politibetjenten ikke ser nogle tegn på kørslen, at den tiltalte byttede plads i bilen med en anden.

Forsvarer lægger vægt på, at den ulovlige kørsel blev begået for fire år siden, og at det strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel seks, som handler om, at enhver har ret til en retfærdig retssag. Forsvareren mener, at det ikke er en retfærdig retssag, da den sigtede har ventet i fire år på en dom.

Han nævner, at politibetjenten ikke har øje på BMW’en i noget tid efter den ulovlige overhaling, da betjenten bliver fanget bag en anden personbil. I det tidsrum har de i BMW’en haft tid nok til at bytte pladser.

Dommen afsiges den 16. november 2022.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *